Til salg netop nu:
Rahbeks Allé 11, st. th.

INDRETNING:
Denne lejlighed har gennemgået en stilfuld renovering, hvor nutidigt interiør og kvalitet er nogle af nøgleordene.

Flotte plankegulve strækker sig over hele boligen.
I hjertet af boligen udfolder stuen sig og indbyder til sofahygge, imens ilden knitrer fra den moderne biopejs, som diskret er integreret i væggen, og giver et indkig til det nyere HTH-køkken med alt i hårde hvidevarer. Her er intet overladt til tilfældighederne, hvilket tydeligt ses på det nyere badeværelse og gæstetoilet med armaturer fra Grohe. Ydermere får I to værelser, det ene med tilhørende walk-in closet, der er opført med en rustik glasvæg i New York'er stil - tidens helt store trend. Her er lejligheden for livsnyderne, og alle jer, der ikke vil nøjes!

    Hvilke lejligheder udbydes?

    Alle lejligheder i A/B Kongens Bryghus, som bliver ledige, udbydes i første omgang til en intern venteliste. Hvis ingen interesserede melder sig, så gælder der herefter forskellige vilkår alt afhængig af om det er en andelslejlighed eller en tidligere lejelejlighed, der sælges

    Vær opmærksom på, at kun de lejligheder, som foreningen selv sælger (fx tidligere erhvervslejemål der overgår til andel), fremgår her på hjemmesiden. Andre lejligheder til salg i foreningen kan ses på boligsider på nettet.

    Hvis det er en andelslejlighed, kan andelshaveren selv bestemme hvem vedkommende vil sælge til, såfremt andelshaveren fraflytter foreningen. Hvis andelshaveren ikke fraflytter foreningen, men flytter over i en anden lejlighed i foreningen, vil den lejlighed, der flyttes fra, blive udbudt af bestyrelsen til den eksterne mailingliste. Hvis den ikke sælges via ventelisten, er det andelshaver selv, der står for salget.

    Hvis det er en tidligere lejelejlighed, der sælges, udbydes lejligheden af bestyrelsen til den eksterne mailingliste. Hvis den ikke sælges via ventelisten, er det foreningens selv (bestyrelse eller mægler), der står for salget. Lejligheder, der sælges af foreningen selv, kan ses i venstremenuen.

    Andelskrone og boligudgift
    Vi har forskellige andelskroner i foreningen, alt efter hvor man bor. Bryghuset har en andelskrone på 20.000,- pr. kvm. mens den varierer i siloen.

    Boligafgiften er 795 kr per kvm pr år. I siloen opkræves der desuden et etagetillæg på 133 kr per måned på 5. sal, 266 kr. på 6. sal osv.


    Salgsproces

    • Lejlighederne sælges efter først-til-mølle princippet. Dvs. at den, der først underskriver en kontrakt hos administrator, får lejligheden.
    • Hvis der umiddelbart efter fremvisningen er flere parate købere, foregår fordeling dog via lodtrækning.
    • Man kan lægge et bud, som bestyrelsen vil overveje, hvis nødvendigt. Foreningen forbeholder sig retten til ikke at sælge til højeste bud. Buddet sendes til administrator.

    Dette er salgsprocessen i korte træk. Ved tvivlsspørgsmål er det vedtægterne, som gælder.

    10 gode grunde til at købe en andelslejlighed i A/B Kongens Bryghus

    1. Vi er centralt placeret med gode busforbindelser og tæt på city.
    2. Vi er en veldrevet forening, der har haft overskud på driften siden 2006.
    3. Vi har 89 parkeringspladser på vores aflukkede område.
    4. Vi har en høj grad af økonomisk sikkerhed, da størstedelen af vores realkreditlån er fastforrentede.
    5. Vi har en andelskrone på ca. 18.000 kroner, hvilket er omtrent 66% af, hvad den maksimalt må være ifølge den offentlige ejendomsvurdering.
    6.Vi er en forening med godt fællesskab og hygge samt stor dejlig have, som er fælles for alle beboere.
    7. Vi ligger i velholdte, historiske bygninger, der har masser af charme og sjæl.
    8. Vi har et stort fællesrum med køkken i den gamle bryggerkælder, eget bryggeri, veludstyret fitnessrum og et stort værksted.
    9.Vi har et gæstehus - Kongens Anneks - med plads til 2 overnattende gæster, som kan lejes for 250 kr/dag.
    10. Vores ejendom har energimærkning C